BYENS HISTORIE
Bulla Regias historie: Fra numidisk kongeby til romersk colonia
Fra en numidisk kongeby opkaldt efter sin status, gennem romersk colonia og kristent bispedømme, til en langsom middelalderlig udtoning — Bulla Regias historie i én guide.
Se Bulla Regia-ture på GetYourGuide ↗En numidisk kongeby, opkaldt efter sin status
Længe før Rom kom til, var den bosættelse, der blev til Bulla Regia, allerede så betydningsfuld, at den blev knyttet til numidisk kongemagt. Omkring midten af det andet århundrede f.Kr., under den numidiske konge Masinissa, antog byen tilnavnet 'Regia' — kongelig — hvilket markerede den som et sæde forbundet med herskerhuset snarere end en almindelig regional by. Det navn holdt gennem enhver senere magtskifte, et sjældent tilfælde af et sted, der bar sin numidiske æra-statusbetegnelse direkte gennem romerske, kristne og byzantinske århundreder ind i det navn, der stadig bruges i dag.
Roms ankomst, derefter to århundreder som fri by
Roms engagement begyndte under den anden puniske krig, da Scipio Africanus' felttog bragte byen under romersk indflydelse omkring 203 f.Kr. — længe før den blev en fuldt romersk bosættelse. Den fulde indlemmelse kom senere: efter sin sejr ved Thapsus i 46 f.Kr. reorganiserede Julius Cæsar Roms afrikanske territorier og tildelte Bulla Regia status som fri by. Det gab på mere end et århundrede mellem romersk militær tilstedeværelse og fuld romersk borgerstatus er typisk for, hvordan Rom gradvist absorbere Nordafrika snarere end på én gang. Selv efter Cæsars tildeling bestod stedets numidiske navn og status, hvilket viser, hvor selektivt Rom lagde sine egne administrative kategorier oven på byer, der allerede havde stærke eksisterende identiteter.
Municipium, derefter colonia under Hadrian
Status blev ved med at stige. Under de flaviske kejsere blev Bulla Regia ophøjet til et municipium med latinske rettigheder, hvilket gav dens førende borgere en vej til romersk borgerskab. Byen nåede sit formelle højdepunkt under Hadrian, som tildelte den colonia-status og ærestitlen Colonia Aelia Hadriana Augusta Bulla Regia — fuldt romersk borgerskab for dens indbyggere og den rigdom og byggeprogram, der matchede. Det meste af det, der i dag er synligt over jorden i Bulla Regia, fra forumets templer til de memmiske bade, tilhører dette højdepunkt i det andet og tredje århundrede snarere end byens tidligere numidiske eller tidlige romerske faser.
En kristen by i det tredje århundrede
Bulla Regia var organiseret nok som kristent samfund til at sende en biskop, Therapius, til et koncil i Karthago allerede i 256 e.Kr. — hvilket placerer den blandt de tidligere dokumenterede bispedømmer i romersk Afrika. Ved udgangen af det fjerde århundrede var byen gennemgående kristen; Augustin af Hippo er registreret som besøgende omkring 399 e.Kr., hvor han kritiserede lokale skikke, han anså for ugudelige — et tilfældigt vidnesbyrd om, at byen var folkerig og engageret nok til overhovedet at tiltrække hans opmærksomhed. Basilikaen, der er udgravet på stedet, med sin usædvanlige korsformede dåbsfont, tilhører denne samme kristne æra-by snarere end dens romerske borgerlige kerne.
Vandalsk konflikt og byzantinsk tusmørke
Stabiliteten holdt ikke. Vandalsk styre i det femte århundrede bragte spændinger mellem de arianske herskere og byens katolske samfund, og byens formuer svandt yderligere under den byzantinske administration, der fulgte. Besættelsen fortsatte — mønter fra byzantinske kejsere i det syvende århundrede er fundet på stedet — men i en brøkdel af byens tidligere skala, en langsom sammentrækning snarere end en enkelt dramatisk afslutning. Det er et mønster, der deles af mange romerske byer i denne del af Tunesien, hvor tilbagegang fulgte den bredere opløsning af byzantinsk Nordafrika snarere end nogen enkelt erobring af selve byen.
En by forladt, ikke ødelagt
I modsætning til steder jævnet med jorden af krig eller overbygget af senere byer, blev Bulla Regia gradvist forladt snarere end udslettet — besættelsen svandt hen gennem de tidlige middelalderlige århundreder efter den arabiske erobring i det syvende århundrede, og det regionale tyngdepunkt flyttede til det nærliggende Jendouba. Den langsomme forladelse er en stor del af grunden til, at så meget overlever: ingen senere by blev bygget oven på ruinerne, og især de underjordiske villaer forblev begravet og beskyttet, indtil arkæologer begyndte at afdække dem i det tyvende århundrede. Besøgende i dag går i sand forstand gennem den sidste version af byen, som dens beboere forlod, snarere end en rekonstruktion opbygget fra et sted ryddet og genbrugt af senere generationer.